Dette afsnit omhandler sæsonen 1898-1899. Inden for skuespillet oplevede Det Kongelige Teater en vis ensformighed. Teatret lancerede to nye helaftensstykker, Iris og Dansen gaar, samt to mindre stykker, der dog ikke fik betydning for teatret. Det ene stykke Faddergaven med Poul Nielsen gjorde indtryk på Christian Christensen.
Oehlenschläger fik en revival med stykket Hakon Jarl, hvori Christian Zangenberg spillede titelrollen med en vis succes. Ellers bød sæsonen på En Skærsommernatsdrøm med Elga Sinding som Puk, Henrik Ibsens Fruen ved Havet med Betty Hennings, Anna Bloch og Peter Jerndorff samt det populære Genboerne med Olaf Poulsen. Mod slutningen af sæsonen blev det naive stykke Høstgildet sat på plakaten.
En storstilet plan for markeringen af Det Kongelige Teaters 150 års fødselsdag løb ud i sandet, men en gallaforestilling med Den politiske Kandestøber blev det da til. I anledning af jubilæet blev Hans Beck ridder af Dannebrog. Teatret selv markerede jubilæet med en stor festmiddag på Skydebanen med mange indbudte scenekunstnere og embedsmænd. I løbet af middagen trak den upopulære Peter Hansen sig officielt tilbage som skuespilchef. Begge dele afstedkom meget negativ presseomtale, ikke mindst fra Edvard Brandes på Politiken.
Hos operaen blev det en begivenhedsrig sæson. Vilhelm Herold brillerede i Carmen. Mozarts Don Juan med Cornelius Petersen og Johanne Brun blev sat på plakaten ligesom operaerne På Sicilien og Faust. Ellers bød operaen kun på to nyheder, nemlig Schytts Hera og Bartholdys Dyveke, der begge endte som fiaskoer. Blandt operasangerne var der en del utilfredshed med teatrets ledelse.
Inden for balletten blev Napoli sat på repertoiret med nye dekorationer og kostumer. Christian Christensen medvirkede selv i enkelte af opførelserne, men måtte tage en længerevarende pause på grund af en forstuvning på højre fod. Christian Christensen syntes selv, at forestillingen blev en rodet affære, og den faldt heller ikke i god jord hos hverken publikum eller pressen. Balletterne Coppélia og Fjernt fra Danmark fortsatte med at være på plakaten. Balletten Bellman med Hans Beck blev sat op igen efter 17 års pause.
I løbet af sæsonen fik Christian Christensen en protege (pige) optaget på balletskolen trods modstand fra lederen Valdemar Price. Samtidig fik Christian Christensen et rejsestipendium til en udenlandsrejse, som han dog måtte udsætte i et år.
Mens Det Kongelige Teater havde haft en stillestående sæson, gik det udmærket på de københavnske privatteatre, først og fremmest Dagmarteatret og Folketeatret, hvor Christian Christensen oplevede dygtige unge kunstnere som Nicolai Neiiendam, Emmanuel Larsen, Johannes Poulsen og Johannes Nielsen.
Familien holdt ferie i Vedbæk, mens Christian Christensen tog på turné med Den Kongelige Ballet.
